Indhold er hentet
”Det åbner virkelige nye muligheder, at vi kan få hjælp hos Iværksætterdanmark”
To unge kvinder står bag online madunivers: Amanda og Mathilde var bare først i tyverne, da de startede deres egen virksomhed, Mummum. I begyndelsen udelukkende som et hobbyprojekt, fordi de mente, at de havde den bedste opskrift på pølsehorn og kanelsnegle. Men snart voksede virksomheden, og her fik de god brug for hjælp hos Iværksætterdanmark.
Indhold er hentet
For de to unge iværksættere, Amanda Juul Jensen på 27 år og Mathilde Munksø Bentsen på 26 år, begyndte deres virksomhed Mummum udelukkende som et hyggeprojekt under studietiden. De læste begge HA i Aalborg, Amanda med speciale i marketing, Mathilde i økonomistyring.
– Vi har altid elsket at lave god mad. Og på SU blev det ekstra vigtigt, at maden ikke blev for dyr. Vi syntes jo, vi havde de bedste opskrifter på f.eks. pølsehorn og kanelsnegle, så i februar 2017 tænkte vi: ”Nu lægger vi det altså på nettet.” Det blev startskuddet til Mummum, fortæller Amanda.
I dag er Mummum vokset til et stort, online madunivers med lækre opskrifter, der passer ind i en travl hverdag. Du kan også blive medlem af Mit Mummum, hvor en app byder på en masse fordele, bl.a har du alle opskrifterne lige ved hånden og kan nemt planlægge ugens indkøb.
– Vi gjorde det ikke med henblik på, at sitet skulle vokse sig kæmpestort, eller vi skulle kunne leve af det. Vi ville virkelig bare gerne dele ud af vores gode opskrifter. På den måde er vi nok lidt atypiske iværksættere, fortsætter Amanda.
De to unge kvinder forstod dog efterhånden, at de havde fået en rigtig god idé, og da Amanda blev færdig på studiet – et år før Mathilde – besluttede de sig for, at hun skulle kaste sig over Mummum på fuldtid.
– Det fungerede rigtig godt, for vi fik en blød overgang, hvor vi kun skulle kunne hive en enkel fuldtidsløn hjem, forklarer Mathilde, der heldigvis også kunne blive fuldtidsansat i virksomheden, da hun et år senere var færdig med sin uddannelse.
Vigtigt med nye kompetencer
Helt fra begyndelsen fik de to unge kvinder stor hjælp af Iværksætterdanmark, som hjalp dem på flere workshopsforløb. De fik også en Vækstguide tilknyttet gennem Business Aalborg da de blev godkendt til et NextStep-forløb:
– Først havde vi Kasper, derefter fik vi Tanja. De har begge mødt os med en kæmpe hjælpsomhed og et stort arrangement. Især er det fedt at mærke, hvordan de brænder for vores lille virksomhed. På et tidspunkt overvejede vi at åbne en Mummum-cafe, og straks hev Kasper os ind til en snak, fordi han selv havde erfaring med lige netop det, siger Amanda, der altid har grebet telefonen og ringet til Tanja eller Kasper, hvis hun var i tvivl om noget.
De to har, som bekendt, også deltaget på et NextStep-forløb, hvor de fik 1:1 sparring med en vækstguide samt 75 procent af udgifterne til kompetenceudvikling dækket.
De brugte midlerne lidt forskelligt. Hvor Amanda gennem sin uddannelse havde kendskab til søgemaskineoptimering (SEO), var det et nyt område for Mathilde. Derfor tog Mathilde et begynder-forløb, mens Amanda specialiserede sig i emnet.
– Vi havde nok ikke prioriteret det, hvis vi selv skulle betale det hele. Men det har vist sig at være virkeligt vigtigt for vores firma. Vi er jo kun os to i Mummum, så nogle opgaver bliver udliciteret. Det har vi f.eks. gjort med SEO, fordi vi troede, det var enormt kompliceret. Det er det egentlig ikke, når man bare har kompetencerne, siger Mathilde og fortsætter:
– Det åbner virkelig nogle nye muligheder, at vi kan få økonomisk hjælp hos Iværksætterdanmark til at udvikle de områder, vi ikke er så stærke i.
Vil gerne inspirere andre kvinder
De to vil nemlig gerne opkvalificere sig, men de har ingen ambitioner om, at Mummum skal vokse til en kæmpevirksomhed. For dem er der en stor tryghed i, at de kender hinanden så godt. De er vokset op i den samme by, Asaa i Nordjylland, de har gået til håndbold og fodbold sammen og haft de samme fritidsjobs. I dag er de begge lige blevet mødre. Amanda til Viggo på et år og Mathilde til Alfred på tre måneder.
– For os betyder det også enormt meget, at vores familie- og arbejdsliv hænger sammen – at vi f.eks. kan gå tidligt for at hente. Arbejdsglæden og friheden kan ikke gøres op i penge, siger Amanda og bliver suppleret af Mathilde
– Der er en stor værdi i at skabe en hverdag, som hænger sammen, og som vi er glade for.
Selvom de måske både i kraft af deres køn, alder og visioner skiller sig ud fra mængden af iværksættere, føler ingen af dem, at det giver problemer.
– Men det er da megafedt, hvis vi kan være et forbillede eller inspirere andre kvinder til at springe ud som iværksættere. Og her kan vi altså kun anbefale, at de tager fat i Iværksætterdanmark, siger Amanda.
Indhold er hentet
OM AMANDA, 27 ÅR, OG MATHILDE, 26 ÅR.
Barndomsveninder og opvokset i en lille by i Nordjylland. I dag bor Amanda i Dronninglund og Mathilde i Vejgaard. Står bag mumum.dk, et online madunivers med opskrifter. Har desuden udgivet tre kogebøger. Deres budskab er, at uanset hvor travlt du har i hverdagen, så er der altid plads til god mad, læs mere på: mummum.dk.
Foto: Line Falck