Industrien sagde, det var umuligt. Ingen danske producenter troede på projektet. Men i 2025 skal Grounded producere millioner af bæredygtige kaffekopper om året og er på vej til at revolutionere markedet.
En idé født af dårlig samvittighed
Idéen opstod, da Marcus' bror under sit studiearbejde drak store mængder kaffe og pludselig stod med en skraldespand fuld af kaffegrums. Han fik dårlig samvittighed over spildet og begyndte at spekulere på, hvordan materialet kunne genanvendes. I løbet af deres research fandt de ud af, at kaffegrums har unikke termiske egenskaber – det holder på varmen, uden at blive for varmt at røre ved. Den egenskab gjorde det oplagt at forsøge at lave en kaffekop af materialet.
Udviklingsmareridt og branchemodstand
At udvikle en kaffekop af kaffegrums viste sig dog at være langt mere kompliceret, end de først havde troet. De kontaktede adskillige plastproducenter, men alle afviste idéen. Materialet var for ustabilt, for bøvlet, for uprøvet. Selv Peter Larsen Kaffe, der tidligere havde forsøgt at lave en kop af kaffegrums, havde opgivet projektet og mente, det ikke kunne lade sig gøre.
Men Marcus gav ikke op. Han begyndte systematisk at ringe rundt til producenter, indtil han fandt én, der var villig til at give det et forsøg. Efter utallige eksperimenter lykkedes det at lave en prototype – og dermed blev den første Grounded-kop født. Da de efterfølgende vendte tilbage til Peter Larsen Kaffe med et færdigt produkt, startede de et samarbejde og Grounded blev en del af Peter Larsen Kaffes inkubator. Det umulige var blevet muligt.
NextStep hjalp dem på vej
Finansiering er altid en udfordring for startups, og specielt hardware startups, som har brug for penge til at starte og skalere produktion. Det var her, NextStep kom ind i billedet. Gennem deres forløb fik Grounded hjælp til at forfine deres pitch til investorer og ansøgninger om fondsmidler.
”Vi var ikke særligt gode til at søge midler i starten og fik mange afvisninger. NextStep hjalp os med at strukturere vores tilgang og forstå, hvordan vi kunne præsentere vores projekt på en måde, som investorerne fandt interessant,” fortæller Marcus Byrgesen.
Med hjælp fra NextStep lykkedes det at få funding, som gjorde det muligt at skalere til egentlig masseproduktion.
Artiklen fortsætter under billedet.