Indhold er hentet
Victoria er professionel ansigtsmaler: Jeg elsker at gøre børn og deres forældre glade
Victoria siger selv, hun har verdens bedste job. Hun elsker at rejse rundt i landet som ansigtsmaler og gøre børn og forældre glade. For cirka et år siden fik hun lyst til at udvide med en webshop, men det var lettere sagt end gjort. Heldigvis fik hun hjælp fra Iværksætterdanmark.
Victoria er professionel ansigtsmaler og driver samtidig en webshop. Foto: Helene Hallager
Indhold er hentet
I 2018 besøgte Victoria Dalgaard en kulturfestival i Aarhus med den internationale skoleklasse, hun underviste på det tidspunkt. Her fik hun øje på en ansigtsmaler, der forvandlede børn til smukke sommerfugle, farlige tigere, eksotiske drage og alverdens andre dyr.
- Jeg blev med det samme tryllebundet. Det var simpelthen så fascinerende, fortæller Victoria, der, så snart hun kom tilbage til Vorbasse, indkøbte remedierne til selv at komme i gang med ansigtsmaling.
Hun oplevede, at det både var sjov og anderledes måde at få afløb for sin kreativitet på. Via kurser og YouTube-videoer blev hun hurtigt dygtig. Hun tog tilmed en uddannelse som professionel ansigtsmaler. Alt sammen var dog udelukkende på hobbybasis, men under sin anden barsel i 2020 begyndte tankerne at spire omkring at gøre ansigtsmaling til en levevej.
Selvom jeg var glad for at være folkeskolelærer, blev jeg bare aldrig træt af ansigtsmaling. Lige siden jeg som barn solgte mad og drikkevarer fra en lille bod ude foran vores hus, har jeg desuden drømt om at have mit eget. Samtidig passede tidspunkt perfekt i forhold til, at jeg ikke ønskede, at min lille dreng skulle begynde fuldtid i institution.
Foto: Helene Hallager
Indhold er hentet
På børnenes præmisser
Så Victoria sprang ud som selvstændig ansigtsmaler med virksomheden Happy Faces. Tidspunktet skulle dog viser sig at være knapt så perfekt som først antaget, for hun nåede kun lige at oprette sit CVR-nummer, før corona lukkede landet ned.
- Det var en hård begyndelse, men jeg fik da lidt opgaver ind. Og efter corona tog det fart. I dag har jeg en god lille enkelmandsvirksomhed med mange forskellige kunder lige fra firmaer som biblioteker og late-night-arrangementer til private børnefødselsdage.
- Jeg har uden tvivl verdens bedste job. Det er simpelthen så hyggeligt skabe glæde blandt både børn og deres forældre. Jeg går meget op i, at det skal være en god oplevelse for børnene, og at de føler sig trygge. Hvis de ikke har lyst til at blive malet, skal de ikke det. Det kan også være, de bare vil have en lille udsmykning på hånden eller armen. Det skal altid være på deres præmisser, siger Victoria, der på den måde fint kombinerer kompetencerne som folkeskolelærer med livet som selvstændig.
Indhold er hentet
Nemt at søge NextStep
Når hun var ude på job, spurgte især forældrene ind til, hvor de kunne købe god ansigtsmaling uden skadelige kemikalier. Det satte tanker i gang hos Victoria, der i februar sidste besluttede sig for at udvide firmaet med en webshop.
- Man kan selvfølgelig sige, at jeg gav mig selv konkurrence ved at sælge ansigtsmaling og vejlede folk i at bruge det, men for mig gav det god mening. Samtidig havde jeg længe drømt om at have en webshop, siger Victoria og fortæller videre, at hun dog ikke vidste, hvad hun gik ind til.
Jeg havde nok en lidt naiv tro på, at så snart webshoppen var oppe, ville varerne bare ville sælge sig selv. Men så nemt gik det ikke.
Hun blev derfor af sit lokale erhvervshus rådet til at søge et NextStep-forløb hos Iværksætterdanmark. I begyndelsen tænkte hun, at alt det bureaukrati og papirarbejde orkede hun ikke:
- Jeg er født i Østrig, hvor jeg også har boet de første 21 år af mit liv. Derfor tager det også lidt længere tid for mig at formulere mig på dansk. Men jeg må sige, at mine bekymringer blev gjort til skamme. Det var virkeligt ikke særligt svært at søge, og jeg fik tilmed god hjælp til det.
Det perfekte match
Victoria brugte NextStep på at få styr på sin digitale markedsføring sammen med sin leverandør, Nethe Schmidt Elmelund Ganderup fra EVÆRK, der både interesserede sig for ansigtsmaling og vidste en del om at drive en webshop. Victoria beskriver det selv som et perfekt match.
Det smarte ved NextStep er, at du kan bruge kompetenceforløbet til lige det, du har brug for. Som lille soloselvstændig, ville jeg aldrig selv have fundet pengene til det. At få dækket 75 procent af omkostningerne gør jo en kæmpe forskel, det har virkelig været en uvurderlig hjælp siger hun.
Forløbet var intensivt. Hver uge lærte hun om noget nyt, hvad enten det var sociale medier eller SEO. Hun er netop begyndt at implementere den nye viden i virksomheden:
- Og sidste måned slog jeg omsætningsrekord i webshoppen. Nu er jeg ret spændt på, hvad fremtiden bringer for mig og min virksomhed.
Indhold er hentet
VICTORIA DALGAARD, 31 ÅR
- Bor i Vorbasse med sin mand og to drenge på 3,5 og 6 år.
- Oprindeligt fra Østrig, hvor hun boede de første 21 år af sit liv. Taler flydende dansk.
- Uddannet folkeskolelærer
- Professionel ansigtsmaler og selvstændig med virksomheden Happy Faces: happyfaces.dk
- Tager primært ud på opgaver i Syd- og Midtjylland.